Din partner spørger, hvornår du er hjemme. Du hører en anklage og svarer hårdt. Eller dit barn siger nej, og du mærker en vrede, der virker større end situationen. Bagefter undrer du dig: Hvor kom det fra? Det er måske den slags øjeblikke, der har fået dig til at læse om traumer hos mænd.

Du kan passe dit arbejde, tage ansvar og samtidig have svært ved at finde ro derhjemme. Måske forklarer du det med dit temperament. Sådan er du bare.

Tidligere belastninger kan være en del af forklaringen. Det kan også handle om noget andet. Her ser vi på nogle reaktioner, det kan være værd at undersøge, når de bliver ved med at skabe afstand til dem, du gerne vil være tæt på.

Det ligner ikke altid det, folk forventer

Når du hører ordet traume, tænker du måske på en voldsom hændelse, der bliver ved med at vende tilbage som billeder eller mareridt. Det kan være en del af det. Mænd kan også have påtrængende minder og oplevelser af at være tilbage i det, der skete.

Men det, du selv lægger mærke til, kan være mere hverdagsligt. Du bliver kort for hovedet, når planerne ændrer sig. Du har svært ved at overlade noget til andre. Når din partner vil tale om jer, får du pludselig travlt med noget praktisk.

Måske har du lært, at du skal klare dig selv. Så bliver det svært at opdage, hvornår du faktisk har brug for støtte. At bede om hjælp kan føles mere ubehageligt end at fortsætte med at være presset.

Traumer og vrede kan hænge sammen, men reaktionerne her viser ikke i sig selv, at du har et traume. De er heller ikke forbeholdt mænd. Spørgsmålet er, hvordan de opstår hos dig, og hvad de koster i dit liv. Hvis vreden fylder mest, kan du også læse om vrede hos mænd.

Hvad kroppen gør, når den tror der er fare

Forestil dig, at en skarp stemme får skuldrene til at spænde, kæben til at låse og dit svar til at komme, før du har overvejet det. Du er allerede i gang med at forsvare dig.

Efter voldsomme eller truende oplevelser kan et menneske blive mere vagtsomt og reagere kraftigt på påmindelser. Det kan også være svært at falde til ro igen. Det betyder ikke, at enhver spænding i kroppen stammer fra en tidligere oplevelse.

Måske føles det, som om du altid er på vagt. Du lytter efter ændringer i andres tonefald eller forbereder dig på den næste konflikt, selv når der er stille. Hvis du ofte tænker »jeg kan ikke slappe af«, kan selve stilheden føles uvant.

Du kan være flov over, at en almindelig besked rammer så hårdt. Men det er svært at undersøge din reaktion, hvis du samtidig bruger alle kræfterne på at skælde dig selv ud for at have den.

Det relevante er at undersøge, hvad der sker: Hvornår begynder spændingen? Hvad oplever du som truende? Og er der noget i situationen nu, som faktisk kræver en grænse?

Belastninger over tid — ikke kun én hændelse

Du behøver ikke kunne pege på én bestemt dag, hvor alt ændrede sig. Utryghed kan have været en del af hverdagen gennem længere tid.

Måske skulle du holde øje med de voksnes humør, før du bad om noget. Måske var der råb, trusler eller lange perioder, hvor ingen var tilgængelige for dig. Du kan have lært at fylde mindre, tage ansvar eller have et svar klar.

Hvis du er opvokset med en vred far, kan noget af det være genkendeligt. Det gør ikke din historie identisk med andres, og det afgør ikke, hvordan du selv bliver som far.

Begreberne udviklingstraumer og tilknytningstraumer bruges om mulige følger af belastende erfaringer under opvæksten og i nære relationer. De skal ikke sættes på dig som etiketter ud fra en artikel.

Vi kan i stedet undersøge, hvad du havde brug for dengang, hvordan du håndterede det, og hvad du gør i dag. Du kan have kærlighed til dine forældre og samtidig tage alvorligt, at noget var svært at vokse op i.

Hvorfor det rammer parforhold og faderskab

I en nær relation kan du ikke planlægge dig ud af alt. Din partner kan være skuffet. Dit barn kan være vredt på dig. Du kan have brug for noget, du ikke ved, hvordan du skal bede om.

Hvis uenighed tidligere var forbundet med utryghed, kan det være værd at undersøge, om en konflikt nu vækker mere end den aktuelle uenighed. Måske hører du afvisning, når din partner beder om nærhed. Måske oplever du dit barns protest som noget, du straks skal have stoppet.

Du kan få svært ved nærhed, selv om du savner kontakten. Eller du opdager, at du lukker af i konflikter, mens din partner står tilbage uden at vide, om du kommer tilbage til samtalen.

En mulig forklaring ændrer ikke virkningen på dem omkring dig. Hvis du råber, truer eller kontrollerer, skal det tages alvorligt. Din partner og dine børn skal ikke bære ansvaret for at holde dig rolig.

I en almindelig uenighed kan en pause være en måde at tage ansvar på. Sig, at du har brug for den, aftal hvornår du vender tilbage, og følg aftalen. Dit barn skal stadig være trygt og have det opsyn, det har brug for. Har du råbt, kan du bagefter sige, at det var dit ansvar at stoppe. Barnet skal ikke trøste dig eller tilgive dig på kommando.

Ved trusler, vold eller kontrollerende adfærd er en pause ikke nok. Der er brug for hjælp til at stoppe adfærden og sikre dem, den går ud over.

Det er ikke et bevis på et traume

Vrede, uro og tilbagetrækning kan have flere forklaringer. Søvnmangel, et stort pres i hverdagen, problemer i relationen eller sygdom kan også spille ind. En oplevelse kan være smertefuld og vigtig at tale om, uden at du behøver kalde den et traume.

Når du læser om traumereaktioner hos voksne, kan du begynde at genkende dig selv i mange beskrivelser. Brug genkendelsen som afsæt for at undersøge din situation. Det er ikke en tjekliste, du skal have et bestemt antal krydser på.

Det amerikanske sundhedsforskningsinstitut NIMH beskriver, at reaktioner efter voldsomme hændelser varierer, og at de hos mange aftager med tiden. Genkendelse i en tekst kan ikke erstatte en faglig vurdering af netop din situation.

Hvis dine reaktioner er nye, bliver værre eller tydeligt påvirker søvn, arbejde og familieliv, er det relevant at kontakte din egen læge. Lægen kan vurdere, om der er tegn på en behandlingskrævende tilstand, og hvilken hjælp du har brug for.

Er du i tvivl om, hvorvidt psykoterapi kunne være relevant, kan du bruge en gratis afklaringssamtale til at fortælle om det, du oplever. Den erstatter ikke en lægefaglig vurdering.

Sådan kan det undersøges — roligt

Jeg er psykoterapeut MPF og certificeret traumeterapeut. Hos mig er traumeterapi en del af individuel psykoterapi i mine 1-til-1 samtaler. Du kan læse mere om min tilgang til traumeterapi i Helsingør.

Vi kan begynde med en konkret situation fra den seneste uge. Hvad skete der lige før, du trak dig eller blev vred? Hvad mærkede du? Hvad havde du brug for, og hvad fik du faktisk sagt?

Vi ser også på det, der fungerer. Hvornår kan du sige fra uden at blive hård? Hvem er du tryg ved? Hvad er anderledes på de dage, hvor du har mere plads til dine børn? Det giver os konkrete erfaringer at tage udgangspunkt i.

Derfra kan vi undersøge, om tidligere erfaringer er relevante. Vi skal ikke lede efter en bestemt historie, som forklarer alt. Du behøver heller ikke fortælle det mest smertefulde først eller presse dig igennem noget for at gøre arbejdet rigtigt.

Jeg kan inddrage Parts Work og Bilateral Stimulation, når det er relevant. Parts Work kan bruges til at undersøge modstridende reaktioner, som når du både ønsker nærhed og får lyst til at trække dig. Bilateral Stimulation er skiftevis sansestimulation fra venstre og højre side. Vi taler om fremgangsmåden og aftaler sammen, om den skal indgå.

Du kan sige nej, være uenig og bede om en pause. Undervejs følger vi op på, hvordan arbejdet giver mening i forhold til det, du ønsker hjælp til i din hverdag.

Det første skridt

Du behøver ikke vide, om dine reaktioner har rødder i gamle belastninger, før du søger hjælp. Det er nok at kunne sige, at noget gentager sig, og at du gerne vil forholde dig anderledes til det.

I en gratis afklaringssamtale kan du fortælle kort om det, der fylder. Vi taler om, hvorvidt mine samtaler passer til dit behov. Du forpligter dig ikke til et forløb.

Ved akut fare: ring 112.

— Nicolai