Der er ro i stuen. Børnene sover, arbejdet er lukket ned, og ingen kræver noget af dig. Alligevel sidder du med spændte skuldre og en fornemmelse af, at du burde gøre noget. Du rejser dig, tjekker telefonen eller finder en opgave, der godt kunne vente.

Du kan ikke rigtig forklare uroen. Du ved jo, at der ikke sker noget.

Udtrykket »kroppen husker« kan beskrive, at tidligere belastninger stadig kan præge måden, du reagerer på. Det betyder ikke, at uro i sig selv er et bevis på et traume, eller at spændinger fortæller en bestemt historie om din fortid.

Vi må både se på det, du har været igennem, og det liv, du lever nu. Søvn, arbejdspres, sygdom og forholdene derhjemme skal også med i billedet.

Beredskab, der ikke slår fra

Måske lægger du først mærke til spændingen, når du ligger i sengen. Tænderne er presset sammen. Du har skuldrene oppe og svært ved at finde en behagelig stilling. Tankerne gennemgår noget, du burde have gjort anderledes.

Om dagen kan det vise sig ved, at du farer op over en lyd eller svarer skarpt på et almindeligt spørgsmål. Du begynder at forsvare dig, før du har hørt sætningen færdig. Bagefter er du både træt og irriteret på dig selv.

Konstant beredskab er her et hverdagsord for oplevelsen af hele tiden at skulle være klar. Det kan blive svært at være til stede i en samtale, når du samtidig holder øje med, om noget snart går galt.

Du behøver ikke være sådan hele tiden. Måske finder du ro sammen med nogle mennesker, men bliver anspændt med andre. Måske er det værst efter en arbejdsdag, hvor du har overset dine pauser og spist for lidt. De forskelle er relevante, når vi skal forstå, hvad der belaster dig.

Se også på, om der overhovedet er plads til restitution i din hverdag. Hvis du går direkte fra en krævende arbejdsdag til alle opgaverne derhjemme og først stopper sent om aftenen, er der noget konkret at tale om. Hvem tager hvilke opgaver? Hvad kan vente? En overfyldt dag bliver ikke mindre overfyldt af, at du lærer mere om dine reaktioner.

Hvorfor kroppen reagerer før hovedet

En reaktion kan komme, før du når at overveje, hvad situationen betyder. Du mærker et sug i maven ved et bestemt tonefald. Du holder vejret, når nogen hæver stemmen. Først bagefter opdager du, at du var på vej til at forsvare dig.

Tidligere truende oplevelser kan spille en rolle. Det amerikanske sundhedsforskningsinstitut NIMH beskriver, at påmindelser om en traumatisk hændelse kan udløse både følelsesmæssige og kropslige reaktioner. Det er en mulig sammenhæng, som kræver en konkret vurdering.

Når vi siger, at kroppen reagerer før hovedet, beskriver vi oplevelsen af, at reaktionen kommer hurtigt. Kroppen og tankerne er ikke to adskilte systemer, hvor det ene kender en skjult sandhed, som det andet skal finde frem til.

Du skal heller ikke lede efter en glemt hændelse for at forklare en spændt kæbe. Vi kan undersøge det, du faktisk ved og oplever. Hvis tidligere belastninger virker relevante, kan du læse videre om traumer hos mænd.

Det mænd gør for at få ro — når lindringen er kortvarig

Du løber en lang tur og falder til ro. Du fordyber dig i en opgave, så tankerne ikke fylder. Det kan være gode måder at tage vare på dig selv på. Regelmæssig fysisk aktivitet kan gavne både mental sundhed og søvn, så træning skal ikke mistænkeliggøres, fordi den hjælper dig.

Spørgsmålet er, om du samtidig får forholdt dig til det, der bliver ved med at presse dig. Hvis du må fylde hver ledig time for at undgå stilhed, eller hvis træningen skubber samtaler og aftaler derhjemme væk, er det værd at undersøge.

Skærmen kan også være et sted at forsvinde hen. Eller du bruger alkohol til at dæmpe uroen. Hvis alkohol bliver din faste vej til ro, skal det tages alvorligt og drøftes med din læge.

Måske kender du tanken: Jeg kan ikke slappe af, medmindre jeg først har kørt mig selv helt ned. Det kan være relevant at se på, hvordan din hverdag er indrettet, og om der er tale om stress hos mænd. Mere selvdisciplin er ikke nødvendigvis det, du mangler.

Hvad der hjælper — i små doser

Begynd gerne tidligere end det øjeblik, hvor du allerede er ved at råbe. Læg mærke til én ting: din stemme, din kæbe eller det tempo, du bevæger dig i. Formålet er at opdage, hvad der er ved at ske, mens du stadig kan vælge en handling.

Hvis situationen er tryg, kan du prøve at standse en praktisk opgave et øjeblik. Se dig omkring, mærk kontakten til stolen eller gå en rolig tur. Find ud af, om det hjælper dig med at være mere til stede. Hvis opmærksomhed på kroppen øger uroen, skal du ikke presse dig til at fortsætte.

Du kan også sætte ord på det uden at gøre din partner ansvarlig: »Jeg er anspændt lige nu. Jeg har brug for en kort pause, og jeg vil gerne tale videre bagefter.« Aftal, hvornår du vender tilbage, og hold aftalen. Børn skal stadig være trygge og have det nødvendige opsyn.

Har du allerede talt hårdt, må du også forholde dig til det. Det, der sker i kroppen, ophæver ikke dit ansvar for dine handlinger. Artiklen om vrede hos mænd handler blandt andet om den forskel.

Over for dit barn kan en reparation begynde enkelt: »Jeg råbte før. Det var mit ansvar at stoppe.« Bagefter skal der også være plads til barnets reaktion. Det er ikke barnets opgave at få dig til at føle dig bedre tilpas med det, der skete.

Små skridt må ikke blive en opgave i at udholde alt. Hvis dine vilkår er urimelige, eller du lever med trusler, er der brug for at ændre situationen og få hjælp til sikkerheden. Du skal ikke øve dig i at føle dig rolig i noget, der faktisk er farligt.

Du kan nøjes med at bemærke én situation i løbet af dagen. Hvad kom før uroen, og hvad gjorde du bagefter? Det behøver ikke blive endnu et projekt, du skal være god til.

Sådan arbejder jeg med kroppen i terapi

Jeg er psykoterapeut MPF og certificeret traumeterapeut. Når jeg arbejder med traumeterapi i Helsingør, indgår opmærksomhed på kropslige reaktioner i de individuelle samtaler, når det giver mening for det, du kommer med.

Vi kan lægge mærke til, at du sætter tempoet op, når du fortæller om en konflikt. Eller at du bliver stille, når vi taler om noget, du har svært ved at bede om. Jeg kan spørge, hvad du selv bemærker. Jeg kan ikke aflæse årsagen ud fra din kropsholdning.

Vi kan sætte farten ned, skifte fokus eller holde pause. Du behøver ikke fremkalde stærke følelser eller blive i et ubehag, der overvælder dig. Vi skal kunne tale om, hvordan arbejdet opleves undervejs.

Bilateral Stimulation kan indgå, når det er relevant. Det betyder skiftevis sansestimulation fra venstre og højre side, for eksempel gennem lyd, øjenbevægelser eller berøring. Jeg forklarer fremgangsmåden, og vi aftaler, om og hvordan vi skal arbejde med den. Berøring kræver dit samtykke. Du kan sige nej eller stoppe undervejs.

Metoden er en mulighed i et psykoterapeutisk forløb. Der er ikke et bestemt redskab, alle skal have. I en gratis afklaringssamtale kan du høre mere om min tilgang og fortælle, hvad du ønsker hjælp til.

Hvornår du skal tale med din læge

Hvis du er anspændt, sover dårligt eller har hjertebanken, skal vi ikke automatisk forklare det med følelser eller fortid. Kropslige symptomer kan have flere årsager, og lægen kan vurdere, om der er behov for undersøgelser eller behandling.

Kontakt din læge, hvis symptomerne er nye, vedvarende, bliver værre eller påvirker din hverdag. Fortæl konkret, hvornår de kommer, og hvad du oplever. Tal også om medicin, koffein eller alkohol, hvis det er relevant.

Ved pludselige stærke brystsmerter eller alvorligt åndedrætsbesvær skal du søge akut hjælp. Ved mindre akutte problemer, som ikke kan vente til egen læge åbner, kan du kontakte lægevagten eller akuttelefonen i din region.

En samtale om psykoterapi kan ikke erstatte den vurdering. Du behøver ikke først finde en psykologisk forklaring for at tage en kropslig reaktion alvorligt.

Det første skridt

Du kan begynde med det, du mærker: at du aldrig rigtig falder til ro, reagerer hurtigt eller har svært ved at være nærværende, selv når du gerne vil.

I en gratis afklaringssamtale taler vi om din situation, og om individuelle samtaler hos mig kunne være relevante. Du behøver ikke kende årsagen på forhånd eller forpligte dig til et forløb.

Ved akut fare: ring 112.

— Nicolai