Din partner sætter sig ved siden af dig og spørger, hvordan du egentlig har det. Du har savnet at tale sammen, men nu får du lyst til at rejse dig. Der er noget i køkkenet, du lige skal ordne. En besked, du mangler at svare på. Det er i sådan et øjeblik, du måske opdager, at du har svært ved nærhed.

Du kan godt holde af et menneske og samtidig blive urolig, når kontakten bliver tæt. Måske er du god til at hjælpe og få hverdagen til at fungere, men mindre sikker på, hvad du skal gøre, når der bare er jer to.

Bagefter kan du savne det, du selv trak dig fra. Du ville gerne være blevet siddende. Du vidste bare ikke, hvad du skulle sige.

Begynd dér, hvor du kan genkende dig selv. I den konkrete bevægelse væk fra en kontakt, du faktisk ønsker. Den er værd at undersøge, før du slår det hen med, at sådan er du bare.

Sådan ser det ud, når du har svært ved nærhed

Det behøver ikke føles dramatisk. Måske mærker du mest irritation, når din partner stiller endnu et spørgsmål. Eller du begynder at tænke på, hvor længe samtalen skal vare. Du vil gerne svare rigtigt og få den overstået.

Du kan også blive meget praktisk. Når din partner fortæller om en svær dag, kommer du hurtigt med en løsning. Da svaret ikke bliver taget imod, føler du dig afvist: Du prøvede jo at hjælpe. Det kan være svært at opdage, at det, der blev efterspurgt, var lidt tid sammen om det svære.

Humor kan være en anden udvej. Du laver en bemærkning, når samtalen bliver personlig. I griner måske begge to, men emnet forsvinder. Næste gang sker det igen, og noget bliver ved med at stå usagt mellem jer.

Måske siger du ofte: »Jeg ved ikke, hvad jeg føler.« Det kan være et ærligt svar. Prøv at tilføje, hvad du faktisk kan mærke: »Jeg bliver rastløs nu. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg vil gerne høre dig færdig.«

Hvis du også tænker »jeg kan ikke slappe af«, når du er alene, er uroen måske bredere end selve nærheden. Det er værd at skelne. En presset hverdag, en konkret uenighed og vanskeligheder ved at vise følelser kan opleves forskelligt og kalde på forskellige ændringer.

Hvor det kommer fra

Se først på, hvad der sker mellem jer nu. Bliver der lyttet, når du fortæller noget? Kan du sige nej uden at blive presset? Har I konflikter, som aldrig er blevet fulgt til dørs? Nogle gange er afstanden forbundet med noget, der faktisk mangler i forholdet.

Tidligere erfaringer kan også spille ind. Måske var der ikke meget plads til at være ked af det hjemme hos dig. Du fik at vide, at du skulle klare det selv, eller oplevede, at dine behov kom i vejen. Det kan være en del af forklaringen på, at du i dag foretrækker at ordne tingene alene.

Du kan støde på begrebet undgående tilknytning som en betegnelse for mønstre, hvor det er svært at åbne sig og støtte sig til andre i nære relationer. Brug det som en mulig indgang til at forstå en reaktion. Et fagord kan ikke afgøre, hvem du er, eller forklare hele dit forhold.

Du behøver heller ikke finde en bestemt hændelse i barndommen. Måske lærte du lidt efter lidt at holde tingene for dig selv. Måske blev du mere tilbageholdende efter et senere forhold, hvor det, du fortalte, blev brugt imod dig.

Spørgsmålet er, hvad du forventer vil ske, hvis du bliver i kontakten nu. At du mister din frihed? Bliver kritiseret? Skal kunne sætte ord på noget, du endnu ikke forstår? Artiklen om mænd og følelser går videre ind i det sidste.

Nærhed med dine børn

Med børnene kan det vise sig i små situationer. Dit barn kommer hen for at sidde tæt, og du bliver stiv i kroppen. Eller det fortæller om noget, der gjorde ondt, mens du allerede er i gang med at forklare, hvad det skulle have gjort anderledes.

Måske vil du gerne give noget, du selv savnede, men føler dig akavet, når muligheden kommer. Det kan være svært at være en nærværende far, hvis du kun ved, hvordan du hjælper ved at handle.

Prøv at lytte lidt længere, før du kommer med et råd. Hvis dit barn blev holdt udenfor i legen, kan du sige: »Det lyder, som om du blev ked af det. Vil du fortælle lidt mere?« Måske svarer barnet kort. Måske vil det hellere tegne, mens I taler. Følg med i det, der faktisk er muligt mellem jer.

Nærhed kræver ikke, at du eller dit barn krammer på kommando. Respektér et nej til berøring. I kan sidde ved siden af hinanden, bygge noget eller gå en tur. Du kan tilbyde kontakt og være tydelig om, at du gerne vil barnet, uden at kræve en bestemt reaktion tilbage.

Hvis du genkender dig selv i beskrivelsen af en fraværende far, så vælg en almindelig situation at begynde i. Læg telefonen væk ved sengetid, og bliv til det, I har aftalt. Dit barn skal ikke tage ansvar for, om du føler dig god nok undervejs.

Hvad din partner oplever

Du mærker måske, at du har brug for luft. Din partner ser, at du rejser dig, svarer kort eller begynder at ordne noget, netop da samtalen blev personlig. Uden en forklaring kan det opleves som manglende interesse.

Over tid kan din partner holde op med at række ud. Du oplever måske færre krav og en roligere hverdag, samtidig med at der opstår mere afstand i parforholdet. Stilheden kan dække over, at noget vigtigt ikke længere bliver forsøgt.

Det er værd at spørge direkte: »Hvad oplever du, at jeg gør, når du prøver at komme tættere på?« Lyt til et konkret eksempel. Du kan have oplevet situationen anderledes og stadig forsøge at forstå, hvordan din reaktion blev modtaget.

At forklare din uro fritager dig ikke for at tage ansvar for hårde svar eller aftaler, du ikke følger op på. Du skylder ingen ubegrænset adgang til dine tanker eller din krop. Nærhed må være frivillig, og begge skal kunne sætte grænser.

Prøv at gøre din grænse tydeligere end en tavs tilbagetrækning. For eksempel: »Jeg vil gerne tale med dig om det. Jeg har brug for lidt tid til at finde ordene. Kan vi sætte os sammen efter aftensmaden?« Spørg, om det passer, og følg selv op. Din partner skal ikke bære hele arbejdet med at holde kontakten åben.

Nærhed kan trænes — i små skridt

Begynd med at opdage det øjeblik, hvor du får lyst til at forsvinde. Hvad mærker du? En spænding i maven, irritation eller trangen til at finde en opgave? Du skal ikke få fornemmelsen til at forsvinde for at kunne tage stilling til, hvad du gør.

Hvis kontakten er tryg og ønsket, kan du prøve at blive siddende lidt længere. Vend dig mod den anden, hvis det føles naturligt, og sig én sand sætning: »Jeg vil gerne være her. Jeg bliver bare usikker, når jeg skal fortælle, hvordan jeg har det.«

Du kan også spørge om noget, du faktisk gerne vil vide, og lytte til svaret uden straks at flytte samtalen. Det kan være en begyndelse at blive ved det samme emne nogle få minutter.

Vælg en form for nærhed, som passer jer begge. En kort samtale på en gåtur. At sidde sammen uden telefoner. At fortælle om én ting, der har fyldt i dag. Du skal ikke overskride et nej eller udholde ubehagelig berøring for at øve dig.

Når du opdager, at du allerede har trukket dig, kan du vende tilbage og sætte ord på det: »Jeg skiftede emne før, da du fortalte noget vigtigt. Jeg blev usikker. Hvis du har lyst, vil jeg gerne høre resten.« Giv plads til, at den anden måske ikke er klar lige nu.

I 1-til-1 samtaler kan vi undersøge de situationer, hvor du mister kontakten, og hvad der gør det svært at blive. Som psykoterapeut MPF tager jeg udgangspunkt i din oplevelse og det, du ønsker at arbejde med. En gratis afklaringssamtale er en mulighed for at undersøge, om det er relevant for dig.

Det første skridt

Vælg én situation, hvor du gerne vil give lidt mere af dig selv. Tænk på, hvad der plejer at få dig til at trække dig, og find en enkel sætning, du kan bruge i stedet for bare at rejse dig.

Du kan begynde med at sige, at du gerne vil kontakten, selv om du endnu ikke ved, hvordan du skal være i den. Det giver den anden noget at forstå og dig noget konkret at øve.

Hvis du ønsker hjælp til at undersøge det, er du velkommen til en gratis afklaringssamtale. Vi kan begynde med en situation, hvor du savnede nærhed og alligevel kom til at trække dig.

— Nicolai