»Kan vi lige tale om noget?« Din partner er knap nok begyndt, før du mærker modstanden. Du hører ordene, men leder allerede efter en vej ud. Hvis du ofte lukker af i konflikter, kender du måske det øjeblik, hvor du stadig sidder i rummet og alligevel er langt væk fra samtalen.

Du bliver tavs. Svarer, at du ikke ved det. Eller går ud i køkkenet, mens din partner bliver ved med at tale. Bagefter kan du have masser af ord. Men da de skulle bruges, kunne du ikke finde dem.

Måske beskriver du det sådan: »Jeg går i sort, når vi skændes.« Du bruger måske de ord om at miste overblikket, ikke kunne tænke klart eller næsten ikke registrere, hvad der bliver sagt.

Det er værd at undersøge, hvad der sker i dig. Det er også nødvendigt at se på, hvad du gør, og hvordan det påvirker den, der prøver at få kontakt. Begge dele hører med.

Når du lukker af i konflikter — hvad kan ligge bag?

Overbelastning kan være en del af forklaringen. Måske bliver du anspændt, tankerne kører hurtigt, og du kan ikke holde styr på både det, der bliver sagt, dit svar og frygten for endnu et skænderi. Du trækker dig for at få afstand til presset.

Det betyder ikke, at din partner nødvendigvis har angrebet dig. Et spørgsmål om aftensmad eller en brudt aftale kan ramme dig hårdt, selv om det er rimeligt at tage op. Læg mærke til forskellen mellem det, der bliver sagt, og det, du kommer til at høre: Du har gjort noget forkert. Du slår aldrig til.

Tavshed kan også handle om, at du vil undgå et ubehageligt emne. Måske ved du godt, at du ikke har holdt en aftale, og håber, at samtalen forsvinder, hvis du ikke går ind i den. Eller du holder bevidst kontakten tilbage for at straffe din partner eller få din vilje. De situationer skal ikke forklares væk som overbelastning.

Spørg derfor konkret: Hvad skete der lige før, jeg blev tavs? Hvad forsøgte jeg at undgå? Og hvad gjorde jeg bagefter? Det er mere brugbart end at beslutte, at du er en konfliktsky mand, der ikke kan gøre for det.

Hvis det er svært at genkende dine egne følelser undervejs, kan artiklen om mænd og følelser være et sted at begynde.

Hvad din partner oplever, når du forsvinder

Indeni prøver du måske at holde dig samlet. Udefra kan du virke kold eller ligeglad. Din partner får ingen adgang til den forskel, hvis du bare vender dig væk eller bliver ved med at sige »det ved jeg ikke«.

Måske bliver der så stillet flere spørgsmål. Stemmen bliver højere, og du føler dig endnu mere presset. Du trækker dig længere, mens din partner forsøger at få et svar. Sådan kan I ende i gentagne skænderier i parforholdet, hvor det oprindelige emne næsten forsvinder.

Din tavshed gør ikke din partner ansvarsfri for hårde ord eller grænseoverskridelser. Men du kan tage ansvar for, at et vigtigt spørgsmål får et svar, og for at gøre din egen tilstand forståelig undervejs.

Det kan være særligt opslidende, hvis du senere opfører dig, som om alt er normalt, uden at vende tilbage til det, I talte om. For dig er presset lettet. For din partner kan problemet stadig stå åbent. Gentager det sig, kan det bidrage til afstand i parforholdet.

Prøv at spørge, når der er ro: »Hvad oplever du, når jeg bliver tavs?« Lyt til svaret, før du forklarer, hvad der skete i dig. I kan have oplevet situationen forskelligt.

Hvor det kommer fra

Se på én konflikt, du husker tydeligt. Hvornår holdt du op med at være nysgerrig på, hvad din partner sagde? Var det ved en bestemt formulering, et tonefald eller tanken om, at du skulle forsvare dig? Begynd med den konkrete situation.

For nogle kan tidligere erfaringer spille ind. Hvis uenighed hjemme hos dig førte til råb, nedgørelse eller langvarig tavshed, kan du have forsøgt at beskytte dig ved at fylde mindre. Måske lærte du, at det sikreste var at vente, til stemningen skiftede.

Hvis du er opvokset med en vred far, kan det være relevant at undersøge, hvad du forventer, når nogen bliver utilfredse med dig i dag. Men du behøver ikke finde en barndomsforklaring på enhver konflikt.

Det kan også være det nuværende forhold, der er svært. Måske bliver samtalerne meget lange, flere emner blandes sammen, eller dine egne forsøg på at sige noget bliver afbrudt. Måske er du udmattet og har brug for et andet tidspunkt. Det er forhold, der skal kunne tales om.

Samtidig kan du øve dig i at skelne mellem en konkret uenighed og frygten for, hvor den vil ende. Du kan spørge: »Er det den aftale fra i går, du gerne vil tale om?« Så har du noget mere afgrænset at forholde dig til.

At blive i samtalen — uden at eksplodere eller forsvinde

Rådene her er til konflikter, hvor I begge kan være trygge. Hvis der er vold, trusler eller frygt, skal sikkerheden komme først. Du skal ikke blive i en farlig situation for at øve kommunikation.

Læg mærke til et tidligt tegn på, at du er ved at lukke af. Måske holder du vejret, spænder i hænderne eller begynder at svare mekanisk. Prøv at sætte ord på det, før du går: »Jeg er her. Jeg bliver presset og skal have et øjeblik til at finde ordene.«

Du kan holde inde et øjeblik og lade vejrtrækningen finde et roligt tempo. Formålet er at give dig selv lidt tid, før du reagerer videre. Det er ikke en garanti for, at uroen forsvinder.

Hvis du har brug for en længere pause, så foreslå både pausen og et konkret tidspunkt at tale igen: »Jeg kan ikke lytte ordentligt lige nu. Jeg har brug for en halv time. Kan vi prøve igen klokken otte?« Tiden er et eksempel; find noget, der er realistisk for jer begge.

Tag selv initiativ, når tidspunktet kommer. Hvis du stadig er for presset, så sig det og aftal næste skridt. Undgå, at pausen bliver en ubestemt udsættelse, og at din partner skal blive ved med at minde dig om samtalen. Artiklen om pausen før du råber handler om at standse din egen optrapning.

Når I fortsætter, så begynd med ét emne. Prøv at gengive det, du har hørt: »Du blev alene med putningen, selv om vi havde aftalt noget andet. Er det det, du vil have mig til at forstå?« Fortæl derefter din egen oplevelse og tag stilling til din del af aftalen.

Du må gerne være uenig. Opgaven er at kunne sige, hvad du mener, og lytte til svaret uden at råbe, true eller bruge tavsheden til at lukke den anden ude.

Din del — og kun din del

Du kan tage ansvar for dine ord, dine pauser og din tilbagekomst. Du kan arbejde med at opdage, hvornår du føler dig angrebet, og med at svare mere præcist. Du kan ikke alene sørge for, at alle samtaler bliver gode, eller ændre din partners måde at være i konflikt på.

I 1-til-1 samtaler arbejder vi med det, du selv bringer ind i situationen. Det kan være frygt for kritik, tilbageholdt vrede eller vanskeligheden ved at sætte en grænse, før du er helt presset. Jeg tilbyder individuelle samtaler som psykoterapeut MPF, ikke parterapi.

Du kan bruge en gratis afklaringssamtale til at undersøge, om den form for hjælp er relevant for dig.

Hvis der er vold, trusler, kontrol eller frygt i forholdet, har du brug for at tage sikkerheden alvorligt. Det gælder, uanset hvem der udsættes for det. Hvis du selv gør andre bange eller er bekymret for at skade nogen, så søg hjælp til at stoppe adfærden. Det ansvar kan ikke lægges over på din partners måde at tale på.

Du kan kontakte Lev Uden Volds nationale hotline på 1888. Rådgivningen er gratis, anonym og døgnåben for både udsatte, udøvere og pårørende. Du behøver ikke på forhånd være sikker på, om det, der sker, er vold, for at ringe.

Ved akut fare: ring 112.

Det første skridt

Vælg ét tidligt tegn på, at du lukker af, og én sætning, du kan bruge, når du opdager det. Tag også initiativ til at vende tilbage til et emne, du tidligere har ladet ligge, hvis det er trygt at gøre det.

Du behøver ikke have alle svar klar. Du kan begynde med at anerkende, at du forsvandt fra samtalen, og fortælle, at du gerne vil undersøge din del af det, der skete.

Hvis du ønsker hjælp til det, er du velkommen til en gratis afklaringssamtale. Vi kan tage udgangspunkt i den konflikt, hvor du sidst manglede ordene.

— Nicolai