Dit barn kigger hen på dig, mens det prøver noget nyt. Måske er det en baby, der laver en lyd, eller et større barn, der lige skal se, om du følger med. Du behøver ikke finde på noget særligt. Du kan møde blikket og vise, at du har set det.

Det er en lille situation. Den slags situationer er værd at lægge mærke til, hvis du gerne vil forstå tilknytning mellem far og barn. Du skal ikke kunne forklare en teori for at være en voksen, barnet kan gå til.

Måske føler du dig usikker på din betydning. Barnet kalder oftest på den anden forælder, og du ved ikke, om du skal insistere eller holde dig tilbage. Du vil gerne være tættere på, men vil heller ikke gøre kontakten til noget, barnet skal levere for din skyld.

Du kan begynde med det, du gør i hverdagen: hvordan du svarer, tager del i omsorgen og møder barnet, når noget er svært.

Hvad tryg tilknytning er — i hverdagssprog

Tryg tilknytning handler om barnets forhold til en omsorgsperson. I hverdagssprog kan du tænke på, om barnet har erfaring med at kunne komme til dig for hjælp og trøst, og med at du prøver at forstå dets behov.

Harvards Center on the Developing Child beskriver betydningen af gensidige samspil, hvor en voksen lægger mærke til et lille barns signaler og svarer på dem. Det kan være en lyd, en bevægelse eller en gråd, som bliver mødt med opmærksomhed og omsorg.

Det er ikke en opfordring til at overvåge hvert blik. Du kan tage udgangspunkt i en almindelig stund: Barnet peger, du ser efter og siger noget om det, I begge kigger på. Barnet bliver ked af det, og du forsøger at finde ud af, om det har brug for mad, ro, hjælp eller nærhed.

Tryghed betyder heller ikke, at barnet altid er tilfreds med dig. Et barn kan protestere mod en grænse og stadig have brug for dig. Undgå at give barnet en tilknytningsetiket ud fra, om det græder ved aflevering, vil have den anden forælder eller ikke har lyst til et kram.

Fars rolle er ikke mors rolle nummer to

Du kan tage del i omsorgen som far uden at kopiere den anden forælder. Det behøver hverken handle om at være den sjove eller den strenge. Du kan skifte, trøste, lave mad, huske aftaler og lære dit barns små vaner at kende.

Hvis du står med en baby og føler dig klodset, så begynd med en konkret opgave, du deltager i jævnligt. Tal med den anden forælder om, hvad barnet har brug for, og giv dig selv mulighed for at lære. Den anden skal ikke nødvendigvis planlægge og forklare alle detaljer, hver gang du tager over.

Hold samtidig øje med barnet. Hvis din baby bliver meget ulykkelig, er det ikke en prøve, du skal vinde ved at holde den anden forælder væk. Tag imod hjælp og prøv igen i en roligere situation. Sundhedsplejersken kan hjælpe jer med spørgsmål om barnets signaler og omsorgen i hverdagen.

Med et større barn kan du skabe plads til jeres egen kontakt uden at konkurrere. Du kan følge med i en interesse, stå for en fast hverdagsopgave eller have tid sammen, hvor du ikke skal præstere noget særligt. Barnets tilknytning til far behøver ikke måles mod relationen til en anden voksen.

Bor du og barnet ikke sammen hele tiden, kan du tage udgangspunkt i den kontakt, der er mulig og aftalt. Hold de aftaler, du indgår, og lad de voksne tage uenighederne om planlægningen. Barnet skal ikke være budbringer eller bevise, hvilken forælder det helst vil være hos. Du kan være interesseret i barnets hverdag uden at afhøre det om den anden forælder. Hvis kontakten er begrænset af hensyn til barnets sikkerhed eller trivsel, skal de rammer respekteres, mens du søger relevant hjælp til din egen del.

Det, der bygger tryghed: at være til at nå, at reparere, at blive

At være til at nå kan begynde med en lille ændring. Når barnet fortæller, lægger du telefonen væk og lytter til sætningen færdig. Hvis du er optaget, siger du, hvornår du kan lytte, og følger op. Du behøver ikke være til rådighed hvert øjeblik, men dine aftaler skal være til at regne med.

At reparere handler om, hvad du gør, når kontakten er blevet svær. Hvis du har råbt, kan du vende tilbage og sige: »Jeg råbte før. Det var ikke i orden. Det er mit ansvar at tale ordentligt til dig.« Vent med forklaringen om, hvor træt du var. Barnet skal først høre, at dit råb ikke var dets ansvar.

Barnet må gerne være vredt eller ikke ville tale med det samme. En undskyldning er ikke en anmodning om et kram. Hvis den samme situation gentager sig, skal der også ske noget med dine handlinger. Læs eventuelt om pausen før du råber, og søg støtte, hvis du har svært ved at standse.

At blive betyder her at tage ansvar for relationen, også når barnet ikke er nemt at være sammen med. Du kan sætte en grænse uden at true med at forsvinde eller trække din kærlighed tilbage. Du kan sige nej til at slå og samtidig hjælpe barnet gennem frustrationen.

Det betyder ikke, at du altid skal blive stående i en konflikt. En pause kan være nødvendig. Sørg for, at et lille barn er trygt under opsyn, og vær tydelig om, hvad der skal ske. At være en nærværende far indebærer også at kende de situationer, hvor du behøver en anden voksens hjælp.

Når din egen opvækst står i vejen

Måske bliver du meget utilpas, når dit barn græder. Du får lyst til at få det stoppet hurtigt, selv når du godt ved, at barnet er ked af noget. Eller du hører dig selv sige de samme hårde ord, som du ikke brød dig om at høre som barn.

Din opvækst kan være relevant at undersøge, hvis du selv genkender sådanne forbindelser. Det er ikke givet, at den forklarer dine reaktioner, og den bestemmer ikke, hvilken far du kan være. Er du opvokset med en vred far, kan du se på konkrete situationer uden at dømme hele din historie eller dig selv.

Det kan også være, at du har svært ved nærhed og ikke ved, hvad du skal gøre, når barnet søger dig. Du kan begynde med at være til stede på en enkel måde: sætte dig ved siden af, spørge, om barnet vil have hjælp, eller tilbyde trøst uden at kræve berøring.

Barnet skal ikke lære dig at føle dig værdifuld. Hvis det gør ondt at blive afvist, hører den del hjemme i en samtale med en voksen. Over for barnet kan du respektere et nej og stadig være venlig og tilgængelig.

Du er velkommen til en gratis afklaringssamtale om muligheden for at arbejde med dine reaktioner som far.

Du kan tage ansvar nu — også med store børn

Hvis du har været meget væk, råbt eller lukket af, kan det være svært at begynde anderledes. Du kan være bange for, at barnet vil spørge, hvorfor du først gør noget nu. Det spørgsmål må gerne få plads.

Du kan sige, hvad du selv har lagt mærke til, og hvad du vil gøre anderledes. Hold det konkret: »Jeg har tit kigget på telefonen, mens du fortalte noget. Jeg vil øve mig i at lægge den væk, når vi taler.« Undgå at bede barnet afgøre, om din forklaring er god nok.

Med en teenager kan kontakt være en kort samtale på vej hjem eller interesse for noget, du ikke selv ville have valgt. Lad barnet styre, hvor meget det vil fortælle. Du kan invitere uden at gøre et nej til en afvisning af hele dig.

Med voksne børn kan der være mere historie og større afstand. Du kan tage ansvar, men du kan ikke love dig selv, at relationen bliver genoprettet. Hvis dit barn har bedt om afstand eller ingen kontakt, skal den grænse respekteres. Dit arbejde med dig selv kan fortsætte uden nye henvendelser.

Det første skridt

Vælg én situation, hvor du vil være lettere at få kontakt med. Det kan være under morgenmaden eller på vej fra skole. Vælg også én voksen, du kan søge støtte hos, hvis din egen usikkerhed bliver svær at bære.

Jeg er psykoterapeut MPF og certificeret traumeterapeut. I individuelle samtaler kan vi undersøge dine reaktioner som far og det, du ønsker at tage ansvar for. Du kan også læse om forløb for fædre.

Du behøver ikke have en færdig forklaring på jeres relation. En konkret situation fra hverdagen kan være et sted at begynde. Hvis du ønsker at tale om, hvorvidt mit tilbud passer til dig, kan du booke en gratis afklaringssamtale.

— Nicolai